Det største parti på tinge, Venstre, har fire krav til regeringens Vækstplan DK.
Se dem her:
* Små og mellemstore virksomheder skal have en særlig målrettet vækstplan. Gebyrer og omkostninger, som i særlig grad tynger denne type virksomheder skal lettes, fordi det er her, den fremtidige jobskabelse skal finde sted.
* Grænsehandel. Færre danskere skal købe varer i udlandet. Derfor skal afgifterne på grænsehandelsvarer som øl, vin og slik sænkes.
* Energiafgifter. Afgifterne skal ned, fordi de tynger dansk erhvervsliv. Venstre står ved energiaftalen fra sidste år, men forudsætningerne for aftalen er ifølge Løkke skredet, og for at genskabe konkurrenceevnen vil man gerne forhandle om at få afgifterne ned.
NOx-afgiften er et særlig fokuspunkt for Venstre.
* Byrdestop. En aftale om en vækstplan mellem regeringen og Venstre vil hjælpe virksomhederne, men Venstre vil samtidig gå efter en politisk aftale, hvor regeringen og aftalepartierne enes om ikke at hæve afgifterne i resten af valgperioden.
/ritzau/