LO, der repræsenterer mere end 1,1 millioner lønmodtagere, har udarbejdet en top 10 og bund 10 over landets jobcentre. Placering på listen tager udgangspunkt i, hvor godt jobcentrene klarer sig på følgende områder: tilbud om uddannelse, længde af sygedagpengeperioder, ledighed blandt indvandrede, det generelle aktiveringsomfang og længde af ledighedsperiode.
LÆS OGSÅ: Landets bedste jobcenter: Vi gør det godt
Listerne her viser, hvor godt og hvor dårligt det enkelte jobcenter samlet set klarer sig:
TOP 10 JOBCENTRE - Her er de bedst
1 Lemvig
2 Sønderborg
2 Stevns
4 Egedal
4 Odsherred
4 Sorø
7 Vesthimmerlands
7 Jammerbugt
7 Aabenraa
7 Ringkøbing-Skjern
TOP BUND - Her er de dårligst
85 Guldborgsund
86 Kerteminde
86 Køge
88 Gribskov
88 Faxe
90 Fredericia
91 Allerød
92 Vejle
93 Ærø
94 Rudersdal
Indvandrer-ledighed trækker ned
Ved siden af listen har hvert af jobcentrene fået en nærmere beskrivelse af, hvorfor de placerer sig, som de gør. I følge beskrivelserne trækker uddannelse op, mens ledighed blandt indvandrere og for lange sygedagpengeperioder trækker ned.
Bundskraberen Rudersdal i Nordsjælland holder de ledige på sygedagpenge fem uger længere end resten af landet og er listens bundskraber.
Ærø er for dårlige til at tilbyde uddannelse til de ledige og i Allerød er merledigheden blandt personer med ikke-vestlig baggrund på 17,6 procent, hvilket er langt højere end de 5,5 procent på landsplan. Alt sammen er noget, der trækker ned i jobcenterindekset.
På toppen af listen ser man, foruden førstepladsen Lemvig i Vestjylland, Sønderborg, der scorer point på, at 22,6 procent af deres aktiveringsindsats er baseret på uddannelse, mod 17 procent, der er landsgennemsnittet. På en delt andenplads ligger Stevns, der scorer point på at have meget lav ledighed blandt indvandrere. På Stevns er personer med ikke-vestlig baggrund i gennemsnit arbejdesløse i 6,8 uger mindre end etniske danskere.