For første gang i år var der fuld jackpot i Jokerspillet, da Vikinglotto-tallene blev udtrukket onsdag aften. Det betyder, at en heldig dansker nu kan se frem til at få hele 38.834.600 skattefrie kroner sat ind på kontoen.
Det er første gang i år, at en dansker vinder førstepræmien i Joker. Faktisk skal vi helt tilbage til oktober 2024 for at finde den seneste vinder. Dengang var det en heldig randrusianer, der løb med næsten 5 millioner kroner.
Den nybagte millionær kommer fra den nordlige del af Sønderjylland, oplyser Danske Spil, der endnu ikke har været i kontakt med vinderen.
Tallene, der udløste den vanvittige gevinst, var: 6, 2, 9, 0, 0, 4, 3.