Sidder du også klistret til skærmen hver aften klokken 19.30 for at følge med i, hvad der dog skal ske med Bjørn, Frede, Gro, Kalle, balletpigerne, gløgg-æbleskiverne og håret ud af ørerne i ”Julefeber”?
Og har du også tænkt på, hvor de mange flotte scener fra årets julekalender på DR er optaget?
En ivrig seer har haft det på samme måde som dig, men er gået skridtet længere end de fleste. Hun har ligefrem skrevet til julekalenderens ”location manager” – ham, der finder de helt rigtige steder at optage – og spurgt. Og han har minsandten svaret, fortæller hun i et opslag på Facebook.
Her er de steder du ifølge location manageren skal besøge, hvis du vil se, hvor ”Julefeber” i virkeligheden finder sted:
Bjørns hjem
De udendørs optagelser er filmet ved plejehjemmet Peder Lykke Centret og boligbyggeriet Urbanplanen på Amager. De indendørs scener er lavet i Højhusene i Brøndby strand.
Bjørns skole
Kirkebjerg Skole i Vanløse.
Mormors plejehjem
Nordisk Kollegium på Strandboulevarden 32, Østerbro i København.
Fredes hjem
De udendørs scener er primært lavet på Jægersborg Kasserne, Nyportstræde i Køge, mens de indendørs scener i kommet i kassen i et hus ved Åmosen i Lyngby.
Fredes kollegium
Er filmet på det gamle sindssygehospital Skt. Hans i Roskilde. Det er i øvrigt samme sted meget af serien ”Sygeplejerskolen” er optaget.
Det Kongelige Teater
Ja, den giver så faktisk sig selv … de fleste af scenerne fra Det Kongelige Teater er optaget på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i København. Ballettræningen er dog optaget på Kunsthal Charlottenborg, ikke langt derfra.
Hvis du ikke har fået set alle afsnittene af ”Julefeber”, så ligger de alle på dr.dk, efterhånden som de udkommer.