Siden årsskiftet har mere end 600 indere og knap 200 kinesere fået job i Danmark til en årsløn på mindst 418.000 kroner.
På et arbejdsmarked med 2,6 millioner beskæftigede er det en promille. Men i disse dage er de øverst på den politiske dagsorden, fordi regeringen og DI ønsker at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark.
Her er fakta om, hvor mange arbejdstagere udenfor EU, der kommer til Danmark.
I alt er der fra 1. januar til 31. august i år givet 1.696 opholdstilladelser til udenlandske arbejdstagere udenfor EU på den såkaldte beløbsordning.
Det er den ordning, som regeringen nu vil justere på, så borgere udenfor EU fremover kan få lov at arbejde i Danmark, hvis de tjener 330.000 kroner om året. Det svarer til cirka 27.000 kroner.
Kun en brøkdel
Men de udenlandske arbejdstagere, der ikke har et EU-pas, udgør kun en brøkdel af udenlandske arbejdstagere i Danmark.
Ifølge tal fra Styrelsen for Ingernational Rekruttering og tal fra Jobindsats.dk var der i alt cirka 270.000 udenlandske statsborgere beskæftiget i danske virksomheder.
Langt de fleste er fra andre EU-lande og de nordiske lande.
I 2018 er der i alt givet opholdstilladelse til 9.471 arbejdstagere udenfor EU på forskellige ordninger. Udover beløbsordningen er det blandt andet fast-trackordningen, forskere og underviser samt landbrug.
Sidste år kom der i alt 12.749 arbejdstagere fra lande udenfor EU til Danmark. Af dem var 2.586 på beløbsordningen, mens 2.249 var på fast-trackordningen.
Kommer også fra Iran og Tyrkiet
Inderne er langt den største nationalitet, der kommer til Danmark udenfor EU's grænser.
I 2017 fik alt i alt 2.226 indere opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, og heraf er de 876 på beløbsordningen.
På top ti listen er også:
Kina: 800 (361 på beløbsordningen)
USA: 550 (235 på beløbsordningen)
Iran: 205 (65 på beløbsordningen)
Canada:165 (54 på beløbsordningen)
Tyrkiet: 157 (86 på beløbsordningen)
Informationsteknologi og videnskab
Hver fjerde af de udenlandske arbejdstagere uden EU-pas arbejder indenfor informations- og kommunikationsteknologi.
18 procent arbejder indenfor naturvidenskab og ingeniørvirksomhed, mens 16 procent arbejder indenfor undervisning og pædagogik.
Kilder: Udlændinge- og integrationsministeriet, Nøgletal for området international rekruttering.