Det er et åbent spørgsmål, hvem der skal vogte Danmarks mål, når landsholdet fredag møder Tjekkiet i VM-kvalifikationen.
Valget står mellem rutinerede Stephan Andersen fra Evian, Leicesters Kasper Schmeichel eller Jesper Hansen fra FC Nordsjælland.
Landsholdets målmandstræner Lars Høgh vurderer her de tre målmandskandidater.
- Vi var spændt på at se Stephan Andersen, da han spiller på reserveholdet i Evian. Men han har lagt ekstra på i træningen og ser stærk ud. Det går rigtig godt.
- Stephan er rigtig god med fødderne og kan sparkene. Han er mentalt stærk og bliver bedre, jo større kampene er, siger Lars Høgh og bevæger sig videre til vurderingen af Kasper Schmeichel.
- Kasper er meget målrettet og arbejder helt vildt professionelt. Han spiller til dagligt på et højt niveau i den næstbedste engelske række.
- Han har en god springkraft, er stærk og en god shotstopper, siger Høgh.
Sidste målmandsalternativ er FC Nordsjællands Jesper Hansen.
- Jesper Hansen har vist, at han kan spille med på allerhøjeste niveau i Champions League, og han har fortjent at være med på landsholdet.
- Han er en moderne målmand, der er god med fødderne, hvor han er en af de bedste.
- Han er sindssygt målrettet, og det er svært at sige noget om, hvor han ender, fordi han bliver ved med at udvikle sig, siger Lars Høgh.
31-årige Stephan Andersen er med sine 18 landskampe den mest rutinerede af de tre målmænd. Kasper Schmeichel fik sin landsholdsdebut i februar i 0-3-nederlaget til Makedonien, mens Jesper Hansen har sin debut til gode.
Italien topper Danmarks kvalifikationsgruppe med 10 point. Bulgarien og Tjekkiet følger efter med henholdsvis seks og fem point. Danmark har to point - dog for en kamp færre end Italien og Bulgarien.
/ritzau/