Det danske kongehus har i en pressemeddelelse offentliggjort dronningen Margrethes planer for den kommende sommer.
Her kan man læse, at traditionen med årlige sommertogter ombord på Kongeskibet Dannebrog fortsætter.
To gange vil dronningen, som fylder 83 år den 16. april, stævne ud med Dannebrog. Den første tur vil gå forbi Bornholm den 5. juni og øgruppen Ertholmene nordøst for Bornholm.
Herefter sættes der kurs mod Nordsjælland og Halsnæs Kommune, der vil agere vært for afslutningen på sommerens første togt.
På et sensommertogt, der begynder den 29. august i Vordingborg, lægger dronning Margrethe vejen forbi Randers og slutteligt Fredericia, der vil agere vært for det sidste togt.
Dronningen vil desuden tage på bybesøg i Allerød Kommune. Det sker den 15. maj, og den tur sluttes af med reception på Fredensborg Slot.
Dronning Margrethe skulle i dag, lørdag, have åbnet udstillingen "Jagten på danmarkshistorien" på Nationalmuseet i København.
Men fredag blev hendes besøg aflyst på grund af problemer med ryggen, oplyste kongehusets kommunikationsafdeling til Ekstra Bladet.