leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 08:47
Antallet af skandaler er stort og antallet af knuste pigehjerter endnu større. Men faktisk er sangeren Justin Bieber også særdeles godt med, når det kommer til finanserne.
Den 20-årige "Baby"-sanger snupper således førstepladsen på magasinet Forbes' liste over de mest indtjenende kendisser under 30 år med en imponerende indkomst på 479 millioner danske kroner, der er fosset ind på kontoen. Det skriver magasinet, som har indsamlet datamateriale fra bogholderiet Star Count.
Bieber har primært tjent pengene på sin sidste verdensturné, og magasinet forventer, at det kommende år også bliver aldeles indbringende for sangeren med ny musik på vej.
Bieber har ellers været hovedpersonen i mange skandaler om vold, vrede og druk, men magasinet vurderer, at hans mange millioner fans stadig er lige så dedikerende til ballademageren.
Boybandet One Direction tager andenpladsen, mens countrydarlingen Taylor Swift ligger på listens tredjeplads. På resten af top 10 er musikerne Bruno Mars, Rihanna, Miley Cyrus, skuespillerinden Jennifer Lawrence, sangerinden Lady Gaga, den svenske dj Avicii og musikeren Skrillex.
Newspaq