Om få timer kan de første fly glide ind over Libyens territorium fra Middelhavet.
Frankrigs regering har varslet det første angreb på Libyens leder, Muammar Gaddafi, og blandt andre Storbritannien og Danmark er klar med støtte efter FN-resolution i går.
"Det her bliver den største luftkampagne siden Irak-krigen. Hvis en flyforbudszone skal være troværdig, bliver man nødt til at være sikker på, at Gaddafi ikke går i luften. Derfor skal man over Middelhavet med mange hundrede fly," siger militæranalytiker ved Kbh. Universitet, Esben Salling Larsen til Newspaq.
Ifølge ham er interventionen den største i årevis.
Men hvad er det, der venter Gaddafis luftvåben, som ifølge militæranalytikeren "kun" råder over, jagerfly, raderovervågning og gamle sovjetiske missiler?
Ifølge Esben Salling har Frankrig og Storbritanniens et særdeles veludrustet luftvåben.
Det måske vigtigste bliver jagerflyene, som kan præcisionsbombe med GPS-styrede missiler, langtrækkende raderstyrede missiler og varmesøgende missiler til nærkamp.
I anden fase kommer blandt andet specielle kampfly, som kan bekæmpe Libyens raderstationer og antiluftskyts. De er specialiserede med elektronisk udstyr og missiler, som kan bombe præcist fra lange afstande.
Dertil kommer de store raderfly, de såkaldte AWAC's, som kan se flere hundrede kilometer ind i Libyen. For at fastholde angrebet råder man over avancerede tankfly, som kan tanke i luften.
Endeligt peger Salling Larsen på, at krydsermissiler affyret fra skibe kan få en afgørende betydning i en kommende krig.
Danmark deltager med seks F16-fly. Om dem siger den danske militæranalytiker:
"De danske F16-fly er særdeles opdaterede og kan derfor være med fremme i begge faser. Både når man skal vinde kontrollen, og i den efterfølgende fase, hvor man skal patruljere. De har både laserstyrede og GPS-styrde præcisionsbomber med."