Hvad vil du helst have - et lån til 0 procent i årlige omkostninger eller et lån til 50 procent i årlige omkostninger?
Du får faktisk begge muligheder her i juletiden, viser en opgørelse foretaget af Søndagsavisen.
Avisen har gennemgået en række forskellige måder at gennemføre julen på klods. Og selvom mange luskede lånehajer lykkeligt vil flå dig, er der dog også måder at slippe billigere om ved julelånet ved, hvis du fattes kontanter. Krisen har nemlig gjort det til købers marked i mange butikker, når det angår forbrugslån.
"Det er faktisk lån, hvor du skal betale præcis det tilbage, du har lånt. Det kan du se ved, at der står 0 i åop," forklarer John Norden, partner i Mybanker, til Newspaq.
John Norden opgiver krisen som årsag til de billige lån.
"Nogle forretninger er desperate for at få gang i salget. Derfor tilbyder de lån uden omkostninger for kunden, men det er også betinget af, at du faktisk bruger pengene i forretningen. Så du skal lige sikre dig, at priserne i den butik også er de bedste; ellers kan det hurtigt blive en dårlig forretning, selvom du kan låne pengene uden renter og gebyrer," forklarer han.
Ifølge Søndagsavisens undersøgelse kan du låne 10.000 kroner og betale nøjagtigt 10.000 kroner tilbage igen hos Bilka, Føtex, Imerco og Elgiganten. Men det kan også blive meget dyrere end det.
"Der er faktisk steder, hvor du skal betale op mod 70 pct. i åop. Og det er fuldt lovligt; vi har nemlig ikke nogen lov om åger i Danmark, selvom man kalder den slags ågerrenter," lyder det fra John Norden.