Det er ikke overraskende navne, der topper listen over Danmarks dyreste postnumre, når det gælder boligpriser.
En opgørelse, som boligsiden boliga.dk har lavet ud fra Realkreditrådets tal fra andet kvartal, viser, at postnummeret 2960 med en gennemsnitspris per kvadratmeter på 43.578 kroner er Danmarks dyrest sted at købe en villa.
Det er Rungsted Kyst nord for København, der gemmer sig bag tallet 2960, og prisen betyder, at en villa på 140 kvadratmeter koster 6.100.920 kroner i Danmarks dyreste postnummer.
Lige herefter kommer Klampenborg og Charlottenlund - andre postnumre nord for København. Herefter er Frederiksberg C og København V de dyreste steder at købe et hus.
Også når det gælder ejerlejligheder er det sjællandske postnumre, der dominerer, skriver boliga.dk.
Skodsborg topper med en pris på 35.144 per kvadratmeter i gennemsnit, mens Hellerup og København K følger efter.
Heller ikke på sommerhus-området, kan Fyn og Jylland holde stand. Hornbæk har det dyreste postnummer, selvom fynske Middelfart kommer ind på en 'flot' andenplads.
Dyreste postnumre
Villaer (pris pr. kvadratmeter i gennemsnit)
43.578 kr. - 2960 Rungsted Kyst
39.405 kr. - 2930 Klampenborg
36.181 kr. - 2920 Charlottenlund
33.491 kr. - 2000 Frederiksberg
31.862 kr. - 1500 København V
Ejerlejligheder (pris pr. kvadratmeter i gennemsnit)
35.144 kr. - 2942 Skodsborg
34.409 kr. - 2900 Hellerup
33.274 kr. - 1000 København K
29.550 kr. - 1800 Frederiksberg C
28.552 kr. - 1500 København V
Sommerhuse (pris pr. kvadratmeter i gennemsnit)
33.704 kr. - 3100 Hornbæk
28.803 kr. - 5500 Middelfart
27.016 kr. - 3360 Liseleje
25.295 kr. - 3390 Hundested
24.496 kr. - 6854 Henne