"Er du tyk, tynd eller hindu - jeg kommer og pudser dit vindue"
Halv- og helplatte amatørslogans på butiksruder og varevogne får smilet frem på læben hos de fleste.
Enhver tømrer, maler og murer med respekt for sig selv hiver rim og remser op af mølposen - og ledsager sit firmanavn med smuk håndværkerpoesi.
Nu kan man klukke over 323 af de bedste og værste slogans i den nye bog 'Er gulvet grim og gummel, så ring til Hummel'. Det skriver Information.
"De fleste amatørslogans spiller på en humor og tvetydighed, som vi danskere godt kan lide. Derfor gør det heller ikke noget, hvis de samtidig er lidt kiksede, for det er faktisk de mest kiksede, vi griner mest af og bedst kan huske - og det sidste er i sagens natur det vigtigste," fortæller forfatteren Niels Brügger, medieforsker ved Aarhus Universitet, som gennem ti år har samlet de mange slogans som et hobbyprojekt.
Og der er rigeligt at tage af:
"Vi bager kager om dagen - og boller om natten," trykker en bager i Buddinge på sine brødposer.
"For Fuld Rejsning," hedder undertitlen til firmaet Køge Lift.
"De ringer og vrøvler, vi kommer og høvler," lokker et ukendt snedkerfirma.
"Før du boller - læs en folder," opfordrer brochuren til en Aids-kampagne.
Udvalgte slogans fra bogen 'Er gulvet grim og gummel', så ring til hummel':
"Hos Carl Wiese kan De altid få en på lampen - en skærm altså", elinstallatør, Vestjylland.
"Er du træt af ecstasy i gaden, så tag en øl på Promenaden", værtshuset Promenaden, Aalborg.
"Papegøjecenteret - alt til hund og kat", dyrehandel, København.
"Her hos os får pigerne høje hæle og er vældig glade - er de utilfredse kan de få et par flade", skomager, København.
"Hvis det kniber - så ring til Birger", altmuligmand, Skørping.
"Hvad hønen er for hanen, er Helges ost for ganen", ukendt osteforretning.
"Skal du bruge en sang, men kan ikke rime, så tag telefonen og ring til Signe", ukendt festsangskriver.