I England står det tilsyneladende skrevet som standard i alle fodboldtræneres jobbeskrivelser, at de altid skal have et kækt svar parat, når journalisterne stiller spørgsmål.
Således Fulham-træner, Chris Coleman, da han bliver spurgt, om han er begejstret over holdets fantastiske succes i FA Cup’en, hvor holdet nærmer sig finalen på Wembley:
»Jeg har kun været på Wembley en enkelt gang. For omkring fem år siden. Det var til en koncert med Lenny Kravitz.«
Og da Manchester Citys træner Stuart Pearce bliver spurgt om muligheden for at varetage U21-landsholdet ved siden af City-jobbet.
»Jeg regner også med tage et job som vinduespudser, så jeg kan udfylde de overskydende timer om aftenen.«
Også på tribunerne er der rappe svar. Her i bundopgøret mellem Newcastle og West Ham:
Newcastles fans synger til West Ham fans: »Rykker ned, rykker ned rykker ned.«
West Hams fans svarer: »Det gør vi også, det gør vi også, det gør vi også.«
Til sidst bringer Rygtebørsen en velment advarsel, som bør få de små hår til at rejse sig hos de trofaste læsere af sporten.
Andetsteds i avisen fortæller Billy Bob Thornton, at det ikke var på grund af utroskab, at hans ægteskab med Angelina Jolie gik i stykker. Problemet var derimod – oh ve og klage – sport i fjernsynet:
»Vi havde bare forskellige mål i livet. Hun har sine ting, med at skulle være over hele verden. Det er fint, jeg respekterer hende for det. Jeg har mest lyst til, at blive hjemme og se masse af sport i fjernsynet. Jeg er en stor baseball-freak,« fortæller han. Uuuuh: Hvis ikke dét er skræmmende... Nok er sport i tv dejligt, men det er Angelina Jolie altså også, så pas på derude: Tv-sport kan koste dyrt.