Det er over to år siden, at Nicklas Bendtner sidst var i aktion for Arsenal.
Meget tyder dog på, at den danske angriber sendes i kamp for London-klubben i aften, når det gælder West Bromwich Albion på udebane i Liga Cuppen.
Arsenal har på klubbens hjemmeside lagt truppen ud til aftenens kamp, og den 25-årige dansker ligner en spiller, som manager Arsène Wenger godt kunne finde på at bruge fra start.
Konkurrencen for Bendtner er i hvert fald navnemæssigt ikke så skræmmende. For eksempel er topscorer Olivier Giroud som ventet blevet siet fra, så han kan få noget hvile.
Følgende angribere er foruden Bendtner udtaget til Arsenals trup:
* Alex Iwobi, 17 år
* Serge Gnabry, 18 år
* Chuba Akpom, 17 år
* Ryo Miyaichi, 20 år
* Park Ju-Young, 28 år
Bendtner spillede sidste gang for Arsenal i en Premier League-kamp mod Liverpool i august 2011.
Angriberen har de seneste to sæsoner været udlejet til først Sunderland og senest Juventus. Han scorede senest for Arsenal for 30 måneder siden, da han scorede hattrick mod Leyton Orient i FA Cuppen.
Kampstart er klokken 21.
/ritzau/