Efterretningstjenesten NSA's elektroniske spionage skal begrænses. Det anbefaler et ekspertpanel udpeget af præsident Barack Obama efter de mange afsløringer om NSA's globale masseovervågning.
Her er de vigtigste af panelets 46 anbefalinger:
* Det skal være slut med at indsamle og registrere oplysninger om millioner af amerikanske borgeres telefonopkald. I stedet skal spiontjenesten have en dommerkendelse for at kunne overvåge en specifik telefon.
* NSA skal forbydes at samarbejde med teknologifirmaer og dermed få adgang til krypteret kommunikation.
* Domstolenes mulighed for at tvinge teleselskaber eller andre til at videregive kundeoplysninger til myndighederne skal begrænses.
* Øget åbenhed. Myndigheder og offentligheden skal have et bedre indblik i omfanget af NSA's overvågningsprogrammer.
* Udpeg en civil til leder for NSA i stedet for en militærperson.
* NSA bør fokusere på at indhente efterretninger fra udlandet.
* Stram restriktionerne for overvågning for at sikre, at den er baseret på klare formodninger og mistanke om terrorangreb eller andre trusler.
* Bestemte kriterier skal være opfyldt, før NSA begynder at overvåge udenlandske ledere.
Skandalen om efterretningstjenestens overvågning er udløst af den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden.
Han har blandt andet afsløret, at NSA indsamler hundredvis af millioner af oplysninger om e-mail-adresser og mobiltelefoner fra almindelige borgere over hele verden.
NSA har desuden overvåget 35 topledere i verden. Blandt andet er Tysklands forbundskansler Angelas Merkes mobiltelefon blevet aflyttet, og NSA har også spioneret mod Mexicos tidligere præsident Felipe Calderon.
Barack Obama ventes i januar at beslutte, hvordan NSA's overvågning skal indskrænkes.
Kilder: AFP, Reuters, Washington Post.
/ritzau/