Der var ikke et snefnug i sigte, men til gengæld dalede julemillionerne støt ned over hele landet 1. juledag, da Danske Spil uddelte ekstra jule-præmier i forbindelse med Det Store JuleLotto, der blev trukket for fjerde år i træk.
I alt kan 11 jyder, en fynbo og hele 17 sjællændere nu skrive millionær på CV’et, fortæller Danske Spil i en pressemeddelelse. To personer fra henholdsvis Varde kommune og det sydlige Amager ramte syv rigtige tal og vinder 4.591.301 kr., mens de to millionærchance-vindere kommer fra Nordsjælland og Frederiksberg.
Derudover kan hele 25 danskere også fornøje sig med at blive en million kroner rigere efter at være blevet udtrukket som vindere af det store julelotto. Fem af dem har købt fysiske kuponer i henholdsvis Meny, Hadsund, Føtex i Svendborg, Kon-Tur Dronninglund, Spar Hoptrup i Haderslev og Føtex i Kokkedal.
Fem har vundet via deres PLUS-abonnement, hvoraf to bor i Nordsjælland, mens de øvrige er fra Høje Taastrup kommune, Ringkøbing-Skjern kommune og Aarhus.
De 15 sidste millionærer har spillet over nettet, hvoraf tre bor på Amager, fem bor i og omkring Hovedstadsområdet, en bor i Roskilde, en nord for København, mens de sidste vindere er jyske og kommer fra Sønderjylland, Silkeborg, Aalborg, Herning og Esbjerg.