Der bliver mennesketomt i Vestjylland, og nærmest ikke til at komme til for mennesker på Sjælland om 20 år, hvis en ny prognose fra Nordisk Ministerråds forskningråd, Nordregio, holder stik.
I alt vil der bo 30,3 millioner mennesker i Norden i 2030 fremgår det af den nye forskning, der i dag er blevet offentliggjort i forskningsenhedens udgivelse Journal of Nordregio.
Det er den svenske seniorforsker Daniel Rauhut, der har lavet befolkningsfremskrivningen, der viser, at der vil ske en kraftig stigning i befolkningen på Sjælland og i området mellem Århus og Vejle i Østjylland de næste 20 år.
Væksten sker på grund af indvandring og fordi, kvinder vil få lidt flere børn end i dag.
Ifølge prognosen vil det nordlige Skandinavien til gengæld blive støvsuget for mennesker.
Få mennesker vil bo i de finske skove, bjerge og dale i Norge vil kun være turistområder og byer i det nordlige Sverige vil dø ud med de nuværende indbyggere.
De nationale nordiske statistikbureauer har også lavet en befolkningsfremskrivning - og de anlægger et lidt mere konservativt syn end Nordisk Råd.
Og her er de befolkningstal Danmarks Statistik når frem til sammen med sine nordiske kollegaer:
nu 2030
Danmark 5.4 millioner 5.7 millioner
Finland 5.2 millioner 5.4 millioner
Island 0.3 millioner 0.4 millioner
Norge 4.6 millioner 5.4 millioner
Sverige 9.1 millioner 10.1 millioner
Norden 24.6 millioner 27.0 millioner