Sommervejret har endnu ikke fundet vej til Danmark, men i weekenden kommer varmen.
Blæst, skyer og byger bliver de næste dage afløst af sol og næsten tørt vejr, lyder det fra DMI.
Fredag vil en front med regn dog bevæge sig ind over landet og dele Danmark i to. Det betyder, at der i sydøstlige egne er udsigt til 25 grader lørdag og helt op til 30 grader søndag - og dermed kalendersommerens første meteorologiske sommerdag.
De nordlige egne kan til gengæld se frem til skyer, regn og torden, og her må man ifølge DMI nøjes med 20 grader lørdag og 15 grader søndag.
- Der er stor ulighed i vejret. Der er solcreme til Lolland-Falster og sweater og regntøj til Nordjylland, siger meteorolog Klaus Larsen til Ekstra Bladet.
Sådan ser opdelingen af landet ud på søndag ifølge DMI's prognoser. (Foto: DMI.dk)