Alle irere, en god sjat franskmænd og nu også bagmanden bag konflikten ønsker det samme. En ny, ærlig fodboldkamp mellem Frankrig og Irland til at afgøre, hvilket af holdene der skal med til VM i Sydafrika næste sommer.
For selvom kampen er afgjort på juridisk vis, nager det håndmålscoreren, franske Thierry Henry, i en sådan grad, at han ønsker kampen spillet om.
"Naturligvis er jeg flov over måden, vi vandt på, og jeg føler mig ekstremt ked af det på irernes vegne. De skal selvfølgelig have en ærlig chance for at komme til VM, siger franskmanden ifølge Sky Sports.
Irlands fodboldforbund har allerede sendt en klage. Den har FIFA godt nok kylet afvisende i skraldespanden, men nu håber den grønne øs folk, at de med Henrys ønske kan få den omkamp, som både landets statsminister og justitsminister samt i øvrigt den franske finansminister har krævet.