Arsenal fik tirsdag taget revanche efter julens skuffende 0-1 nederlag til Sheffield United, da holdet vandt overbevisende 4-0 over Charlton. Arsenals franske angriber og anfører Thierry Henry var i den anledning tilbage på banen efter den skade, der har holdt ham ude siden slutningen af november, og det var ham, der bragte Arsenal tilbage på sejrskurs ved at score hjemmeholdets første mål på straffe efter en halv times spil.
I den forbindelse fik Charltons Osei Sankofa det røde kort, da han som bagerste mand rev Robin van Persie ned i feltet.
Arsenal udnyttede overtallet, og først kunne Justin Hoyte kort før pausen score sit første mål i Premier League, mens Robin van Persie kunne score yderligere to mål, et på straffe i det 76. minut og endnu et kort før slutfløjt til resultatet 4-0.
Også ved det andet straffe var Thierry Henry involveret, idet det var ham, der blev nedlagt i feltet af Souleymane Diawara. Thierry Henry synes dog stadig at mangle en smule skarphed foran mål i det etablerede angrebsspil efter sin skadespause og brændte et hav af chancer i anden halvleg. Alligevel virkede det som om, den savnede angrebsspillers tilbagevenden havde en positiv effekt på holdets indsats.
Dennis Rommedahl spillede hele kampen for Charlton, men kunne ikke forhindre nederlaget.
Med tre point er Arsenal tilbage på fjerdepladsen i den samlede stilling, mens Charlton forbliver under nedrykningsstregen.
Til gengæld var den danske landsholdskeeper Thomas Sørensen, der har været ude med en skade, ikke blevet klar til at stå på mål for Aston Villa, da klubben tirsdag tog imod Chelsea. Men kollegaen Gabor Kiraly klarede opgaven til ug og holdt målet rent. Dermed fortsætter nedturen for Chelsea-mandskabet. Uanset om det så er spillernes manglende kvaliteter, som træner Jose Mourinho påstår, eller trænerens egne evner, som ejer Ramon Abramovich påstår, formåede topklubben blot at spille 0-0 mod rækkens nummer 14, og der er således stadig seks point op til Manchester United, som fører ligaen.
Til gengæld skulle Chelseas meget savnede forsvarsspiller John Terry være tilbage efter den skade, han pådrog sig 15. januar i kampen mod Wigan. Om han kan hjælpe Chelsea til bedre resultater må tiden vise.