Socialdemokratiets næstformand og kulturordfører Mogens Jensen vælger nu at gå i rette med partifællen Henrik Sass Larsen på Twitter. Det skriver Jyllands-Posten.
Mogens Jensens reaktion kommer, efter en bemærkning fra Henrik Sass Larsen om de danske biblioteker har fået kritik på de sociale medier.
- Hvis du kigger på, hvad man bruger de kulturelle kroner til, så er det Det Kongelige Teater, det er symfoniorkestre rundt omkring, det er biblioteker, hvor der snart ikke kommer nogen mere, det er ballet, det er klassisk musik og alt muligt andet. Desto færre og desto snævre det er, desto flere penge bruger man på det, lader det til, sagde Henrik Sass ifølge Magisterbladet i P1-programmet "Slotsholmen".
Kritikere mener, at det er misvisende, når Henrik Sass Larsen udtaler sig på den måde om de danske biblioteker, der har oplevet stigende besøgstal gennem de seneste år.
Og kritikken har nu fået Socialdemokratiets kulturordfører på banen.
"Bibliotekerne har 38 mio. besøg om året og er et vigtigt fundament for borgernes adgang til information, litteratur, debat og kulturoplevelser," skriver Mogens Jensen på Twitter.