Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, vil ikke forfølge sine klager over PET og sin uenighed med to topchefer i centraladministrationen længere. Han er så tilfreds, at han nu føler sig renset i sagen, rapporterer DR Nyheder.
- Der har været en opfattelse i offentligheden, om at der nok var noget mere, end der var kommet frem. Mine klager til ombudsmanden har dokumenteret, at det ikke er sandt. I forhold til det føler jeg mig renset, siger Henrik Sass Larsen til DR Nyheder.
Folketingets Ombudsmand afgjorde fredag den sidste del af Henrik Sass Larsens klage, der handlede om, at PET ikke havde tilbudt ham en såkaldt forebyggende samtale. Men Ombudsmanden afviste dog at tage stilling i dét spørgsmål.
Til gengæld fastslår ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, at der ikke er grundlag for at kritisere PET's politifaglige vurdering i sagen, hvor Henrik Sass Larsen måtte opgive sine ministerdrømme på grund af en kontakt til en rocker i Køge.
Ombudsmanden ville heller ikke efterforske, hvad der blev sagt på et omstridt møde mellem Henrik Sass Larsen og departementscheferne fra Justitsministeriet og Statsministeriet forud for regeringsdannelsen i oktober sidste år.
Ifølge Sass sagde de to, at han ikke kunne "sikkerhedsgodkendes" - en vending, der ikke er juridisk dækning for, men der er ikke et officielt referat fra mødet, og derfor kan Ombudsmanden ikke komme videre.
- Indtil videre foreligger der så kun mit eget referat - det synes jeg egentligt står stærkt nok, siger Henrik Sass Larsen til DR Nyheder.
ritzau/