Det er noget af et chok, som der lige nu går igennem medieverdenen. Henrik Qvortrup stopper som chefredaktør på Ekstra Bladet, og Knud Brix bliver hans efterfølger.
Avisen.dk har prøvet at få en kommentar fra Henrik Qvortrup, men det er ikke lykkedes endnu.
Selv siger han i en pressemeddelelse:
- Jeg er stolt af at have leveret en skarpskåret redaktionel strategi, der har bidraget til en nødvendig skærpelse af Ekstra Bladets position i det danske medielandskab og at have sammensat et ledelsesteam, der kan forløse Ekstra Bladets store potentiale.
- Men det står også klart for mig, at selve journalistikken vægter højere end den ledelsesmæssige rolle, og derfor vil jeg nu hellige mig journalistikken igen, siger Henrik Qvortrup.
- Ekstra Bladet havde brug for en skærpelse af den redaktionelle strategi. Det har Henrik Qvortrup leveret. Vi anerkender, at Henrik brænder mere for journalistikken end det ledelsesmæssige. Og derfor er vi også enige i behovet for en ledelsesmæssig justering, siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, til Ekstra Bladet.
Knud Brix blev ansat som journalistisk chefredaktør efter, at Henrik Qvortrup blev ansat. Han siger i Ekstra Bladet, at han ser på opgaven med "glæde og ærefrygt".
Henrik Qvortrup, 58, har haft en lang og mangesidet karriere i danske medieverden. Han har igennem tiden både arbejdet for Berlingske, BT, Jyllands-Posten og været chefredaktør på SE og HØR, politisk redaktør på TV 2 samt spindoktor for Anders Fogh Rasmussen. Udover det, er han en flittig brugt politisk kommentator og har også skrevet flere bøger og medvirket/medvirker i en række radioprogrammer/podcasts.
Det er ifølge Politikens Hus planen, at Henrik Qvortrup fortsætter på redaktionen med diverse journalistiske opgaver samt podcasts.
Han blev i øvrigt forrige weekend gift i Frederiksberg Kirke med Nanna Thoustrup.