En ulykke kommer sjældent alene. Det kan Henrik Qvortrup i den grad skrive under på.
Han er stadig ved at komme sig oven på en hofteoperation, som han fik foretaget i slutningen af marts, som har voldt ham smerter og komplikationer, og forleden mistede han så pludselig synet på det ene øje.
Det fortæller han om på facebook efter en akut operation.
- I mandags fik jeg nethindeløsning på højre øje, der sortnede fuldstændig, skriver Henrik Qvortrup, som onsdag var på operationsbordet på Glostrup.
Han beskriver til Ekstra Bladet, hvordan nethindeløsningen begyndte ved, at han følte han havde fået et hår i øjet.
- Inden for et par timer var jeg faktisk stort set blind på højre øje. Så jeg gik til øjenlægen, og der fik jeg besked om, at det var godt, jeg var kommet, for hvis man ikke bliver behandlet, bliver man blind, siger han til avisen.
På trods af forskrækkelsen er Henrik Qvortrup meget fortrøstningsfuld og regner med at få synet helt igen, når klappen for øjet bliver taget af.
- Alt bliver godt igen, og om ikke andet får jeg da testet det danske sundhedsvæsen af. Jeg har kun godt at sige.