23 udekampe i træk uden sejr og en placering under nedrykningsstregen. Brøndby har på det seneste været i frit fald.
Nu skal krisen vendes, og det skal den mangeårige Brøndby-spiller Henrik Jensen være med til. Han er med øjeblikkelig virkning blevet tilknyttet trænerteamet og skal fremover assistere cheftræner Tom Køhlert under kampene. Hjælpetræner Peder
Siggaard vil varetage en overordnet rolle før, under og efter kampene. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Vi har arbejdet på at optimere staben omkring holdet, og har
konstateret, at der er behov for ekstra fokus på nogle områder. Med
ansættelsen af Henrik tilføres trænerstaben rutine fra absolut topplan,
en masse humør og gejst og en værdifuld sparring omkring holdet.
Samtidig kan vi drage fuld nytte af Peder Siggaards styrker på det
udviklingsmæssige område, forklarer Tom Køhlert.
Sportschef Anders Bjerregaard supplerer:
- Henrik har stor erfaring både som topspiller og træner. Han har
været cheftræner i Køge og AB, og han var en årrække assisterende
træner for Ebbe Skovdahl. Vi kender Henriks kvaliteter særdeles godt,
og han har jo med stor succes ført Brøndby IFs kvinder til mesterskaber
og flotte europæiske resultater. Vi ved præcis hvad vi får, og Henrik
vil ud over erfaring fra topfodbold og sin energi, tilføre nogle ting
omkring det holdmæssige arbejde, som resten af trænerteamet vil drage
stor nytte af, forklarer Anders Bjerregaard.
Henrik Jensen selv er ikke skræmt af den aktuelle krise:
- Jeg ser frem til, at arbejde sammen med Tom, Peder, René og de
andre i staben omkring holdet. Vi har diskuteret rollefordelingen
blandt trænerne, og jeg synes det ligner et rigtig stærkt team, også
med den fysiske træner, målmandstræneren og lægestaben, hvor vi kan
drage udnytte af vores forcer hver især. Det bliver en anderledes opgave, men jeg har jo også fulgt holdet
tæt, og har fra start en del ting at bidrage med. Det bliver ikke de
store taktiske ændringer fra dag 1, men andet kan også gøre det, siger Henrik Jensen, som sideløbende fortsætter med at træne kvindeholdet i Brøndby.