Dansk jurastuderende bortauktionerer billetter til henrettelse i Texas til højstbydende. Formålet er at skabe debat om, hvorvidt henrettelser skal være en offentlig begivenhed.
"Hvis man, som i USA, er stolt af dødsstraffen, skal man ikke holde den hemmelig. Den skal vises frem for offentligheden for eksempel ved at gennemføre henrettelserne i store haller eller gennem tv-transmissioner," siger Martin Martensen-Larsen, der står bag auktionen.
"Uetisk, vanvittigt og smagløst", lyder det fra kritikere.
Blandt andre siger professor Niels Jørgen Cappelørn, medlem af Etisk Råd til Politiken:
"Problemet ligger helt hos iværksætteren, der får den syge ide at ville tjene penge på døden som et teater."
Iværksætteren og manden bag auktionen, Martin Martensen-Larsen, tager kritikken positivt:
"Der er en meget heftig debat om mig lige nu. Både fra Norge og Danmark. Det har jeg det rigtig godt med," fortæller han til Newspaq. Han ser dog ikke noget uetiske i at sælge billetter til en henrettelse.
"Den bliver i forvejen overvåget af mange mennesker. Det uetiske ligger i at spænde et menneske fast med vold og derefter give personen en dødssprøjte."
Martin Martensen-Larsen siger, at han var forberedt på, at han ville blive beskudt fra alle sider, og at det kun bliver værre. Men det har ikke taget modet fra ham.
"Senere i denne uge, fortæller jeg resten af verden om auktionen, og så må vi se, hvad der sker," siger iværksætteren, der tidligere blandt andet har solgt reklameplads på gravsten.
Der er ingen dato for, hvornår dødsstraffen bliver ført ud i livet. Men navnet på fangen og omstændighederne for hans dødsdom er nu offentligt kendt.
Fangen hedder Travis Runnels, han er 39 år og sidder på dødsgangen i Texas, fordi han har dræbt sin tilsynsførende med en kniv. Han har godkendt salget af billetterne til sin henrettelse.
Foreløbig har ingen budt på auktionen, der åbnede i går på sitet: Curtainfall.com.