Rygterne ville, at Saddam Husseins halvbror og en tidligere chefdommer under Saddam skulle hænges torsdag morgen ved solopgang. Men efter alt at dømme er de stadig i live, og nu lyder meldingen, at de først bliver hængt på søndag.
»Jeg er sikker på, at det vil blive gjort søndag,« sagde den shiamuslimske politiker Baha Al-Araji fra den yderligtgående præst Moqtada al-Sadr’s parti til AFP.
Udskydelsen skyldes ifølge irakiske embedsmænd det voldsomme internationale pres for at droppe hængningen. Blandt andre har FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Louise Arbour, bedt de irakiske myndigheder om at lade være med at hænge de to medskyldige i massedrabet på 148 shiamuslimer i byen Dujail i 1980’erne.
Saddams halvbror, Barzan Ibrahim al-Tikriti, og den tidligere chefdommer Awad Ahmed al-Bandar blev dømt til døden sammen med Saddam Hussein. Men Louise Arbour mener ikke, at de tre mænd har fået en fair retssag.
Hendes opfordring om at lade de to mænd leve bakkes op af FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon.