Det var rapperen TopGunn, der i tv-programmet "Danmark har talent" trykkede på den knap, der skulle få det syngende postbud Henning Vad fra Asferg til at kvitte jobbet.
Det er to år siden, og efter underholdningsprogrammet sluttede kan Henning Vad skrive dansk top-sanger på visitkortet.
Tv-eventyret bragte Henning Vad frem til en placering som nummer fem i finale-showet.
- Jeg tænkte, at jeg kommer med i et live-show, og så er det dét. Så har jeg fået en stor oplevelse, og det er blevet vist i hele Danmark. Det var fint for mig, fortæller Henning Vad til TV 2/Østjylland.
Men i dag er Henning Vad og hustruen Kate flyttet syv kilometer vestpå til Fårup, og i stedet for at bringe post ud, har han sagt op og rejser nu landet rundt for at synge for dem, som vil betale for det, skriver tv-stationen.
Richard Ragnvald og 21 plejehjem
Lige efter "Danmark har talent" drog han rundt sammen med veteranen Richard Ragnvald og sang i supermarkeder og på torve.
Den oplevelse gav ham blod på tanden, og sidste sommer sang og underholdt han i løbet af to uger på 21 plejehjem i Esbjerg Kommune - hver gang iført sin postuniform.
Undervejs er det også blevet til albummet "Hvor er livet skønt" med danske klassikere som "Tak er kun et fattigt ord" og "Er du dus med himlens fugle".
Men så er spørgsmålet så om Henning Vad kan leve af at være sanger?
- Jeg har da i hvert fald ikke tabt mig. Jo, det går fint, siger Henning Vad til TV 2/Østjylland.