Det engelske førerhold Manchester United har gjort et kup ved at hente Henrik ’Henke’ Larsson til klubben, og han kan blive en væsentlig brik i spillet om at hente mesterskabet retur til Nordengland. I hvert fald hvis man kigger på svenskerens debut i søndagens 1-0-sejr i FA Cuppen over Aston Villa.
Godt nok skulle Larsson lige skyde sig ind, men ti minutter inde i anden halvleg svigtede han ikke på angrebsmakkeren Wayne Rooneys oplæg, som den 35-årige angriber sendte i nettet på et vristspark.
Gennem hele kampen var Larsson veloplagt og bevægelig og bidrog til, at Aston Villa i store dele af kampen var under et voldsomt pres. Han forlod banen til stående klapsalver efter 78 minutter afløst af Ole Gunnar Solskjær.
Det var som om, Manchester United løsnede grebet efter føringen, og det udnyttede gæsternes Milan Baros til at udligne med et kvarter igen.
Havde det resultat holdt, skulle de to mandskaber ud i et returopgør på Villas hjemmebane, men Ole Gunnar Solskjær og Aston Villas målmand Gabor Kiraly ville det anderledes. I dommerens overtid lod den ungarske keeper nemlig et hårdt, men ikke særligt velplaceret, skud fra nordmanden slippe under sig, og så var Manchester United videre med en 2-1-sejr.