Det var kun meningen, at opholdet i England skulle vare nogle få uger, men efter en drømmedebut søndag, er der allerede snak om, at svenske Henrik ’Henke’ Larsson kan få forlænget sin kontrakt med Manchester United i stedet for at vende tilbage til Helsinborg som planlagt.
Ifølge The Times siger klubformanden i Helsinborg, at man dér ikke vil stille sig i vejen, hvis den 35-årige veteran skulle få lyst til at fortsætte i Premier League.
Før kampen søndag mente kritiske røster, at svenskeren slet ikke ville kunne gøre sig på så højt niveau. Dét beviste han søndag, at han kunne, da han med et flot mål mod Aston Villa viste klassen.
Efterfølgende er ’Henke’ blevet overdynget med roser fra alle kanter. I den svenske avis Expressen, bliver det fremstillet som en forbrydelse mod fodbolden, hvis ikke ’Henke’ får lov at blive i Manchester United. Og også på den engelske side er der masser af begejstring. Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, fremhæver svenskeren efter kampen i søndags og sammenligner ham ligefrem med legendariske Eric Cantona, der tidligere er kåret som alletiders bedste udlænding i klubben.