Det svenske angreb får en ekstra streng at spille på, når de nordiske naboer byder op til indbyrdes styrkeprøve i VM-kvalifikationen om 15 dage.
Den rutinerede angriber Henrik 'Henke' Larsson har meldt sig spilleklar efter et par måneders pause som følge af en knæskade, skriver Aftonbladet.
Han gjorde comeback, da hans klub Helsingborg torsdag mødte AIK og vandt 3-2.
"Det er dagsformen, der afgør, hvem der spiller på landsholdet. Man skal præstere for at blive udtaget, og det er landstræneren, som udtager holdet. Men jeg er klar," siger han til den svenske avis.
En sejr over Sverige den 10. oktober vil sende det danske landshold endegyldigt til VM i Sydafrika næste år.
I den omvendte kamp i Stockholm hentede Danmark en smal 1-0 sejr på en scoring af Wolfsburg-spilleren Thomas Kahlenberg.
Henrik Larsson er efterhånden blevet 38 år. Han har repræsenteret det svenske landshold 104 gange, og det er blevet til 37 scoringer.