Hun måtte ud i tre sæt, men viste sig til sidst at være den stærkeste kvinde på tennisbanen.
Den tidligere verdens-etter, belgieren Justine Henin, overvandt i kvartfinalen i Brisbane International, Melinda Czink fra Ungarn, med cifrene 6-2, 3-6, 7-6.
Czink er nummer 37 i verden og var syvendeseedet i turneringen, mens Henin er kommet med på et wildcard. Den belgiske comeback-dronning har dermed slået to top 40-spillere, da turneringens anden-seedede russer, Nadia Petrova, der ligger nummer 20 på verdensranglisten, fik belgier-bank i første runde.
I semifinalen står Henin over for en anden tidligere verdens-etter og French Open-vinder, serbiske Ana Ivanovic.
Serberen, der er seedet som nummer tre i den australske turnering, har indtil nu ikke mødt seedet modstand. Men får altså sin kamp for nu, når hun i semifinalen løber på banen mod Justine Henin.
I den anden semifinale hos kvinderne møder tyskeren Andrea Petkovic den første-seedede belgier Kim Clijsters.
Lykkes det både for Clijsters og Henin at besejre deres modstandere, venter der altså en ren belgisk finale.