Det blev ikke så tæt som forventet, da verdensranglistens nummer to og tre, Maria Sharapova og Justine Henin-Hardenne mødtes i semifinalen ved WTA-finalerne i Madrid. Dertil var belgiske Henin-Hardenne for stærk.
Maria Sharapova var dårligt nok kommet på banen, før hun var bagud 0-3. Dermed var første sæt reelt afgjort, og Henin-Hardenne vandt 6-2. I andet sæt blev det mere lige. Spillerne fulgtes ad til 3-3. Det lignede en afgørelse, da den lille belgier brød til 5-3, men Sharapova brød straks tilbage og fik lidt fornyet spænding ind i kampen. Dermed måtte spillerne ud i tie-break, før Henin-Hardenne kunne sikre sig finalepladsen. Tie-breaken endte 7-5 til belgieren, og dermed er hun klar til søndagens finale, hvor hun møder enten landsmanden Kim Clijsters eller franske Amelie Mauresmo, der mødes i den anden semifinale senere lørdag.