Kina foregiver at være åben for omverdenen og at være et land med styr på menneskerettigheder og censur.
Men nye dokumenter afslører, at Kinas image over for resten af verden er en gennemtænkt strategi, der skal dække over regeringens benhårde styring af befolkningen. Det skriver Information.
"De (dokumenterne, red,) viser, at Kina ikke er på vej til at blive det friere samfund, som så mange vestlige regeringer ellers har ladet sig bilde ind. Det er snarere det modsatte, der er tilfældet," siger Jean-Philippe Béja, der er Kina-ekspert ved Centre for International Studies and Research i Paris.
I dokumenterne står det blandt andet beskrevet, at der skal slås hårdt ned på borgere, der står for regeringskritisk information.
"Alle illegale og farlige informationer på kinesiske og udenlandske websider skal blokeres totalt," står der. Og folkene bag skal hurtigt dømmes.
Der står yderligere, at vestlige magter skal have begrænset adgang til information om 'det rigtige Kina', ngo'er skal holdes i stramme tøjler, og der skal være "større kontrol med vestlige kulturprodukters adgang til det kinesiske marked," så befolkningen får mindre adgang til "farlige informationer ude fra" og dermed "bedre kan forstå kommunistpartiets styrke."
En anden del af dokumenterne beskriver, at Kina skal være et stikkersamfund. Borgerne skal overvåges mere, og det skal blandt andet være igennem et system af informanter.
"Vi har længe været vidner til, hvordan den kinesiske regering har opført sig over for sine borgere og udlandet, men her er partiets egne, ufiltrerede ord, som beviser det hele," siger Bao Pu, en forelægger med base i Hong Kong, til Information.
Den kinesiske premierminister Wen Jiabao er i disse dage på charmetur i Europa.