SAS ligger inde med en hemmlig rapport, der gennemgår problemerne med Dash8-flyene.
Det skriver den norske avis Verdens Gang.
Den 55 sider lange rapport er ifølge avisen skrevet af en norsk pilot, der har en central placering i flydriften i SAS. Den gennemgår en lang række problemstillinger med både tekniske og operative procedurer på flytypen.
Flychef i SAS, Ola Reinholdt, afviser, at rapporten er hemmelig.
- Det er en intern rapport som blandt andet peger på eventuelle problemområder, en rapport til vores interne arbejde, siger han.
Han indrømmer, at flytypen har været en teknisk belastning i SAS.
- Der har været flere tekniske problemer, blandt andet med, at der har været indikeret fejl på landingshjulene, uden at der var fejl, siger Ola Reinholdt.