Børn er langt tidligere fokuseret på deres krop end tidligere generationer. Derfor ses også stadigt flere børn med spiseforstyrrelser.
En ny australsk undersøgelse viser, at spiseforstyrrelser er et problem for børn helt ned til fem-årsalderen, skriver B.T.
En tendens, der også kan spores herhjemme.
"Vi får en del henvendelser, der går på børn i 5-7-års-alderen," siger formand for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser, Anne Minor Christensen.
"Det er henvendelser, som vi aldrig har haft tidligere. Vi er f.eks. blevet kontaktet af en pædagog, der oplevede, at en dreng på halvandet år tømte bordet, hver gang de spiste i vuggestuen," fortæller Anne Minor Christensen.
De har sågar haft henvendelser om børn helt ned i treårsalderen, der nægter at spise.
Den tidligere fokusering på kroppen ses allerede i børnehaven, hvor både drenge og piger sammenligner sig selv med stjernerne fra blade og tv-programmer som X Factor.