Helsingør rykker ned for anden sæson i træk
Helsingørs Patrick Olsen (th.) ses her i en superligakamp mod AGF. I den sæson rykkede holdet ned, og det gjorde det igen i denne sæson. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Et mirakuløst comeback var tæt på at blive fuldført, men Helsingør rykkede alligevel ned for andet år i træk.

Fodboldklubben FC Helsingør spiller i 2. division i næste sæson.

Det står klart, efter at holdet lørdag tabte 1-2 hjemme mod oprykningskandidaterne fra Lyngby, selv om Helsingør var foran det meste af kampen.

Samtidig fik Hvidovre 2-2 ude mod Fredericia, og så var resultatet af Helsingørs kamp i virkeligheden irrelevant for bundstriden.

Det er Helsingørs anden nedrykning i træk, efter at nordsjællænderne i sidste sæson rykkede ned fra Superligaen.

Jordan Gardner overtog FC Helsingør i marts, og den amerikanske klubejer har stadig store ambitioner og tro på projektet trods nedrykningen.

- Det er frustrerende, og alle er kede af det, men vi må videre, siger han.

- Klubben er her stadig. Vi begynder mandag arbejdet med at genopbygge klubben og gøre, hvad der skal til for at få denne klub tilbage i 1. division og Superligaen på et tidspunkt, siger Gardner ifølge klubbens Facebook-profil.

Hvidovre slutter på 35 point, mens Helsingør ender på 31 point som næstsidst.

At Helsingør overhovedet havde en chance lørdag, var lidt af et mirakel. Så sent som i sidste uge stod Helsingør nemlig med halvandet ben ude af rækken, da holdet var bagud 1-3 til Nykøbing FC.

Men to scoringer af brasilianske Douglas sørgede for, at Helsingør på fænomenal vis fik en livline og en sidste mulighed for at klare skærene i 1. division.

Men den mulighed forduftede mod slutningen af lørdagens runde.

Hjemme mod Lyngby sørgede den tidligere udlandsprof Patrick Olsen ellers for jubel blandt hjemmeholdets fans, da han scorede på et straffespark midtvejs i første halvleg.

Men to mål af Nicolai Geertsen i de sidste ti minutter af opgøret satte endegyldigt en stopper for Helsingørs håb.

Lyngby strøg med sejren op på tredjepladsen og skal nu møde Vendsyssel i to kampe om deltagelse i Superligaen i næste sæson.

Foruden Helsingør rykker Thisted ned i landets tredje bedste fodboldrække. Det blev allerede klart i den seneste runde, hvor Thisted tabte sin fjerde kamp i træk.

Lørdag sluttede Thisted sæsonen af med 1-1 ude mod Næstved.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News