Skattesagen om Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand er mere omfattende end først antaget.
Der var nemlig ikke blot tale en enkeltstående fejl, da S-lederen i 2009 oplyste Justitsministeriet, at hendes mand var i Danmark hver weekend, skriver politiken.dk.
I mindst to tilfælde har Helle Thorning-Schmidt givet vildledende oplysninger til myndighederne, viser dokumenter fra Justitsministeriet.
Det er meget "alvorligt" vurderer ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.
"Når ministeriet beder hende om at uddybe oplysningerne, og hun så gør det ved at bekræfte dem og tilmed præcisere, at det har stået på siden 2004, kan man ikke bare sige, at det er en sjuskefejl eller en fortalelse," siger han.
Den socialdemokratiske formand har kaldt det for en "sløsefejl", og ville i går ikke uddybe det yderligere.