Det var såmænd en pæn og ordentlig rokade, som Helle Thorning-Schmidt nu har fremlagt – men som sædvanligt handlede det mest om formen, mens der var ren tavshed om indholdet. Derfor er der grund til at tro, at det socialdemokratiske projekt fortsat nærmest er identisk med Anders Fogh Rasmussens.
Naturligvis går socialdemokrater meget op i, hvem der skal være bolig- eller ligestillingsordfører, mens vi andre kan være ligeglade. Så længe politikken ikke udvikles, er det jo ligegyldigt, om finansordføreren hedder Jan Petersen eller Morten Bødskov – for god ordens skyld er det den sidste, der er den nye. Socialdemokraternes egentlige ambition er at få magten – og for at nå det mål må politikken indrette sig. Deprimerende.
Her befinder den socialdemokratiske formands egentlige problem sig: Thorning-Schmidts manglende projekt har fået De Radikale til at afvise hende. Den radikale leder, Marianne Jelved, tror ganske enkelt ikke på hende – og uden midterpartiets støtte kommer der ikke noget regeringsskifte. Så simpelt er det.
I stedet for at bruge tid på rokader og nye slogans og endeløst udvalgsarbejde har Thorning-Schmidt brug for at vise, hvad hun vil med samfundet. Ægte engagement, politisk lederskab og evnen til at formulere et projekt er den opskrift, som den socialdemokratiske leder bør følge, hvis hun vil overbevise De Radikale om at støtte hende. Ellers kan det alt sammen være ligegyldigt.