Mindre had og hævnfølelse over for Danmark. Det kan blive den lykkelige konsekvens af, at et rekordstort antal efterkommere af indvandrere de seneste år er begyndt på en uddannelse.
Ifølge den seneste statistik fra Integrationsministeriet – offentliggjort i går – er procentvis flere efterkommere af indvandrere end af danskere mellem 16 og 24 år i dag under uddannelse.
Og det er en ekstremt god nyhed – ikke bare i forhold til job og integration – men i relation til bekæmpelsen af terror mener den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen.
»De nye tal er meget positive, fordi uddannelse har vist sig at være en de vigtigste instrumenter til at bekæmpe radikalisering blandt unge indvandrere. Pludselig oplever de nemlig at blive inkluderet og vist tillid i et fællesskab i stedet for at blive maginaliseret. Det eliminerer i den grad motiver for terror som had og hævn,« forklarer Hans Jørgen Bonnichsen.
Stadig terrortrussel
Ifølge Center for Terroranalyse (CTA) under PET eksisterer der fortsat en generel terrortrussel mod Danmark .
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Anja Dalgaard-Nielsen peger dog også på, at uddannelse kun er en mulig løsning på anti-radikalisering.
»Sandsynligvis er den stærke uddannelsesindsats med til at trække i den rigtige retning, men vi har også set flere eksempler på terrorister i London og Madrid, der ikke var marginaliserede, men ganske veluddannede og velintegrerede. Sagen er, at vi stadigvæk står med en meget kompleks profil, hvor mange faktorer spiller ind, eksempelvis gruppedannelser og krigene i Afghanistan og Irak«, siger Anja Dalgaard-Nielsen.