Helle Thorning, Villy Søvndal og Harald Børsting talte alle i Fælledparken 1. maj. Sammen med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Hvad betyder det?

At der er dannet en reel "Rød Front" på det politiske Danmarks-kort. At der er pustet liv i det gamle venstrefløjs-begreb, som ellers var lagt i graven og i mange år mere er brugt som slang, end som et reelt politisk udtryk.

Men med meningsmålinger, der giver flertal til den røde blok og Helle Thorning-Schmidt som statsminister, er der atter dømt Rød Front. Og internt fnidder og direkte uenigheder er for en tid lagt i mølposen.

Var der enighed i talerne?

Det må man sige. Uanset om man startede på Østerbro klokken 7 med Harald Børsting eller i Albertslund et kvarter senere med Helle Thorning-Schmidt - eller til direktørtid med Villy Søvndal i Odense omkring middag - var linjen klar: Bøllebank til regeringen.

Der blev talt om opsvinget, der blev soldet væk. Der blev talt om det hårde slid for at få Danmark på ret køl - her var det helt tydeligt, at S og SF havde afstemt talerne og Børsting kørte på samme melodi. Og så gjorde de sig alle tre lystige over begrebet ferie.

Lars Løkkes ferie på Tenerife i uge 5 og ikke mindst Lene Espersens Mallorca-tur før påskeferien er guf for oppositionen, som opfordrede regeringen til en rigtig lang ferie.

Var det konkret?

Ikke overvældende. S og SF har stadig til gode at præsentere deres økonomiske udspil. Det skulle komme inden sommer - men de to partier har ikke travlt.

For lige nu kan Lars Løkke ikke sætte en fod uden at sætte den forkert - mens Helle Thorning-Schmidt efter at være banket i gulvet flere gange og dømt borte og ude, nu går på vandet. Eller i hvert fald på Villy.

Så de lader tiden gå.

Er det det, der er det nye?

Ja, vi skal mange år tilbage for at finde et seriøst S-SF samarbejde. I 60'erne havde vi det røde kabinet, hvor SF var støtteparti. I 80'erne, under Schlüter, talte især SF meget om et arbejderflertal. S nikkede høfligt, mens de sendte lange, våde øjne efter de radikale.

Når det kan lykkes i dag, skyldes det i høj grad styrkeforholdet S-SF. At SF blev store, mens S blev små og derfor var nødt til at kigge til venstre side efter katastrofevalget i 2007. At VKO samtidig samtidig blev meget trætte og Lars Løkke viste sig som en kloning af Nyrup Rasmussen og ikke af Fogh Rasmussen, hjalp kun venstrefløjens projekt.

Så jo, tiden er med S og SF - hvilket kan aflæses af Venstres nyhedsbrev fra 1. maj, hvor Søvndal blev beskyldt for at overdrive og være uærlig. Søvndals svar var at sige, at nu var Venstre i gang med sin skræmmekampagne.

Har man ikke hørt det før?

Jo, i høj grad. Det er rollerne, der er byttet om - før var det Venstres mantra, at nu kom socialisterne med deres skræmmekampagner. Det var med til effektivt at banke Lykketoft og Nyrup ud af banen.

Hvad med Enhedslisten - de skal jo ikke med i regering?

Nej. De skal sidde udenfor og være parlamentarisk grundlag - det har de prøvet før under Nyrup og det var de ret så ferme til. Det var det, der skabte Enhedslistens gode ry på Christiansborg som et parti, der kunne lave aftaler, der holdt.

Men partiet skal også være vagthund i en ny regering. Ellers bliver det helt opslugt og overset - Enhedslisten skal finde sin version af den rolle, Dansk Folkeparti har spillet med så stor succes i otte et halvt år med år med Fogh. Med Løkke er det aldrig blevet den helt store succes.