Mens beskyldninger om skattefusk er haglet ned over Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, har han forholdt sig helt tavs. I stedet var det hans kone, Helle Thorning, der offentligt har taget imod øretæver og forsvaret sig overfor pressen og politikere.
Og det var en klar aftale, siger Stephen Kinnock i dag til TV2 News.
"Jeg har altid støttet Helle, og hun har altid støttet mig. Men der var så mange meninger i den her sag, at det var bedst, at jeg skulle vente indtil afgørelsen. Det var derfor, vi har bestemt at vente," siger Stephen Kinnock til TV2 News i sit første offentlige interview om sagen og tilføjer:
"Det har været svært, at jeg skulle holde mig tilbage. Men der var så mange eksperter, journalister og politikere. Det var det bedste at holde mig tilbage".
Sagen startede, da B.T. skrev, at Stephen Kinnock ikke betaler skat i Danmark.
Stephen Kinnock afleverede derefter sin selvangivelse til Skat. Derefter frikendte Skat ham.
"Vi har altid sagt, at vi skulle følge reglerne, og det har vi gjort. Man kan ikke selv bestemme, hvor man betaler skat. Vi har givet de oplysninger, de har spurgt efter, og Skat har bekræftet, at vi følger reglerne ifølge systemet," siger han til TV2 News.
Han nægter, at der er tale om skattespekulation.
"Vi har aldrig talt dage. Vi bor sådan, at jeg arbejder i Schweiz og kommer hjem, når jeg kan. Hvis det kommer til, at jeg skal betale skat her, gør jeg det , men skat har bekræftet, at jeg ikke skal betale skat i Danmark," siger han og er meget tilfreds med, at det var hans kone, der tog de offentlige tæsk, mens det stod på.
"Det var det bedste at holde mig tilbage indtil afgørelsen. Nu er det bekræftet, at jeg har fulgt reglerne, og vi er tilfredse med den afgørelse. Men en ting jeg har lært er, at det er bedst at vente og være tålmodig," siger han.