EU's 27 medlemslande er kommet et lille skridt tættere på at løse gældskrisen i kølvandet på Grækenlands nedtur.
På topmødet i Bruxelles her til aften er statslederne blevet enige om, at de europæiske banker skal være bedre polstret til at modstå fremtidige kriser.
For hver gang, de har 100 kroner, skal de gennem ni kroner i bankboksen.
"Vi er nået til enighed om nogle konklusioner, der sikrer, at de banker, der har brug for det, bliver rekapitaliseret. Dette var første del af de beslutninger, der skal tages," sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter, at EU-lederne havde holdt møde i halvanden time.
Hun mener, at situationen for de danske banker ser fornuftig ud på baggrund af de mange bankpakker.
I de kommende timer skal de 17 eurolande skal dog stadig nå til enighed på væsentlige områder.
Det drejer sig blandt andet om, hvor mange penge, bankerne skal vinke farvel til, fordi Grækenland er ved at kollapse, og hvordan man kan styrke eurozonens redningsfond, så gældskrisen ikke spreder sig til andre sydeuropæiske lande.
Helle Thorning Schmidt er "forsigtig optimist".
"Men ingen kan sige, om der komme en aftale," sagde hun.
Mødet mellem euro-landene ventes at vare til engang i nat.