Indtil videre har der kun lydt et rungende nej, når journalister har spurgt socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, til at afskaffe efterlønnen.
Men at lave om på den, er jo heller ikke det samme som at afskaffe den, og i dagens udgave af Go'Morgen Danmark fik piben pludselig en anden lyd, skriver Jyllands-Posten.
På spørgsmålet, om Socialdemokraterne vil pille ved efterlønnen, hvis partiet vinder regeringsmagten efter det kommende valg, lød svaret:
"Vi vil gerne gøre det muligt at veksle efterlønsrettigheder til uddannelsesrettigheder. Det er en positiv ændring, som vil betyde rigtig meget for mange, som mister deres job og skal skifte retning i livet. Vi har sådan nogle positive ændringer, vi gerne vil komme med," sagde hun.
Et forslag, som ikke har været så omtalt på det seneste, men som faktisk står i S-SF's 'Fair Løsning'.
Da Helle Thorning-Schmidt blev bedt om at svare klart enten ja eller nej på spørgsmålet, udlagde hun dog teksten på en lidt anden måde:
"Der kommer positive ændringer, hvis det står til mig, men vi afskaffer ikke efterlønnen, som regeringen foreslår."
De såkaldte 'positive ændringer' kom partilederen ikke ind på, men for eksempel har socialdemokraternes ungdomsparti DSU snakket om at målrette efterlønnen til folk, der har været lang tid på arbejdsmarkedet.
Kilde: Jyllands-Posten