Rent rødt flertal for første gang i årtier og forbrødring mellem S-SF og fagbevægelsen. Er den hjemme for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal?

Det er tættere på end nogensinde, og selvom man aldrig skal sige aldrig i politik, bekræfter målingen de tendenser, som har været under opbygning i efterhånden lang tid:

Den røde blok fører på alle afgørende punkter over den blå blok - det ved de i partierne, de laver selv målinger på alt - og derfor kæmper socialdemokraterne i disse dage for at holde armene nede.

Hvad skyldes det - vi er vel ikke alle blevet venstreorienterede 'overnight'?

Nej. S-SF kan roligt takke regeringen og DF for de gode meningsmålinger. Sparepakken, der halverede dagpengene og skar i børnepengene, har i sjælden grad forenet parti og fagbevægelse, og nu har fagbevægelsen endegyldigt erklæret regeringen krig.

Det ses i annoncer, med demonstrationer og senest med den lille langtidsledig-pakke, hvor LO trak sig ud efter råd fra S. Ikke fordi der er noget særligt farligt i pakken - men fordi LO dermed har kittet sig endegyldigt fast til en kommende S-SF regering.

Samtidig har sparepakken gjort ondt på DF. Deres vælgere begynder nu at sive over til rød blok, og så vender billedet. VKO har kun haft flertal siden 2001, fordi især S har haft deponeret en række stemmer ovre hos Pia K..

Nu ser det ud til, at det billede for alvor er ved at vende.

Rent rødt flertal - er det godt for S-SF?

De kan godt lide det - men det rejser en række problemer.

Både af hensyn til de radikale - og af hensyn til vælgerne. De radikale er stadig en del af en kommende S-SF-regering, selvom det er et forhold, der bygger på alt andet end kærlighed.

I S-toppen har flere haft det ualmindeligt godt med at se de radikale reduceret til en mikro-parti. S opfatter R som et nødvendigt onde - ikke som et parti, der står last og brast i nødens stund.

Hensynet til vælgerne handler om, at S og SF godt ved, at nogle af deres nye vælgere vil løbe mere end skrigende væk, hvis alle politiske æg bliver lagt i Enhedslistens kurv. Det vil være VKO med rødt fortegn - og uden den enerådige magt, som Pia K. har i DF.

Pia K. er kommet i krig med 3F?

Ja, der er trukket blank. Nu er der ingen vej tilbage.  - det er ren krig. Og der var syn for sagen i DR2's Deadline torsdag aften, hvor 3F's formand, Poul Erik Skov Christensen og Pia Kjærsgaard leverede en af de mest giftige dueller, som længe er set.

Hidtil har fagbevægelsen været mere henholdende med at angribe Pia K. direkte - hun har mange vælgere, som er medlemmer i fagforeningerne, og hun var urørlig i meningsmålingerne.

I de første mange år med VKO-flertallet, var der meget sporadisk kontakt mellem DF og fagbevægelsen. Harald Børsting var den, der brød isen først - og i de senere år har der været kontakter. Men varme og hjertelige har de aldrig været - de var der, fordi det var nødvendigt.

Det var Pia K., der sad på magten.

Det gør hun sådan set stadigvæk?

Ja - og det vil være ret så ubegavet at afskrive hende endnu. DF har før været bagud - senest i 2007, hvor Naser Khader og Ny Alliance havde DF'erne i knæ indtil valget. Så trak Kjærsgaard igen det bedste kort og vandt valget.

Det, rød blok hele tiden skal spørge sig selv om, er, om hun kan gøre det igen, selvom det ser sort ud for blå stue lige nu.

Venstre samler på dårlige sager, som andre samler på frimærker, og selvom Lars Løkke Rasmussen er ved at komme tilbage på banen, står han ret ene.

De konservative - p.t. 7 procent i meningsmålingerne - er med den p.t. ikke-ferierende Lene Espersen i spidsen ikke til nogen hjælp.

Så Løkke skal klare den selv - med hjælp fra Pia K. - hvis han skal overleve i Statsministeriet.

Lige nu er der ikke meget, der tyder på, at det lykkes.