Der er masser af valgretorik i luften på Christiansborg, og i dag gør Helle Thorning-Schmidt S-holdet klar til kamp. Det ventes, at partiet gennemfører en omfattende rokade på ordførerskaberne på dagens gruppemøde klokken 11. Op til 10 ordførerskaber skifter ansigt.
Ritzau erfarer, at S-ledelsen har haft møde om rokaden her til morgen, hvorefter gruppen skal godkende rokaden på gruppemødet.
Ifølge TV 2 News bliver Morten Bødskov ny finansordfører, Karen Hækkerup bliver retsordfører, Magnus Heunicke bliver trafikordfører og Ole Stavad overtager Pia Gjellerups post som kommunalordfører.
Og det er netop den nuværende politiske og økonomiske ordfører, Pia Gjellerup, der har gjort rokaden mulig, idet hun har besluttet at forlade Folketinget. Hun efterlader også en tom stol på posten som kommunalordfører.
Målet for Helles hold er naturligvis at vippe Anders Fogh af pinden ved det næste Folketingsvalg, der senest skal holdes i februar 2009.