Forsvarets budget bør ikke vokse yderligere, mener den socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt.
"Det er ikke klogt, at regeringen har gjort det så vigtigt, at forsvaret får bevilliget flere penge. I stedet skal vi finde pengene gennem effektiviseringer og reformer af forsvaret," siger S-formanden forud for forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, som begynder i næste uge.
Dermed ser det svært ud for forsvarsminister Søren Gade (V) at få et bredt forlig hjem, skriver Politiken.
Søren Gade håber dog stadig på, at lave en bred aftale.
"Jeg håber ikke, at partierne møder op med ultimative krav, for så kan det være svært at nå en fælles løsning," siger han til avisen.
Historisk set har Socialdemokraterne været med i de fleste forsvarsforlig siden Anden Verdenskrig, men Helle Thorning står fast på kravet om, at forsvaret selv skal finde midlerne til udgiftstunge indsatser som Afghanistan.
Baggrunden for at lukke kasse i er det økonomiske rod, der er blevet afsløret i forsvaret. Hun foreslår derfor, at embedsmænd i finansministeriet tjekker forsvarets økonomi og større indkøb af materiel.