Hvis det netop udskrevne valg ikke giver dig nok spænding i livet, kan du hive tegnedrengen frem og sætte dine penge på den politiker, du tror bliver Danmarks næste statsminister.
Og skal man tro på danske spillefugle, så bliver det Helle Thorning-Schmidt, der får kontor i Statsministeriet efter den 15. september.
Helle Thorning-Schmidt som statsminister er nemlig den satsning, der giver mindst udbytte og dermed også den, flest sætter deres penge på. Sætter man sine penge på hende, får man kun pengene 130 procent igen.
Lars Løkke Rasmussen giver til gengæld næsten tre gange så meget igen, idet kun én ud af tyve spillefugle har satset deres penge på ham. Hvis han, mod disse odds og meningsmålingerne, får lov at blive på posten, vil man få 290 procent af beløbet retur.
Og i kapløbet om statsministerposten har Helle Thorning-Schmidt længe forøget sit forspring lidt efter lidt.
"Siden vi åbnede for spillet 28. december sidste år, har vi løbende justeret oddsene i takt med de forskellige meningsmålinger og udviklingen i dansk politik. I den periode har oddset på Helle Thorning ligget i intervallet 1,30 til 1,90, mens Lars Løkke har ligget i odds 2,10 til 2,90," siger Jens Nielsen, produktchef for Oddset hos Danske Spil.
Er du til de mindre sandsynlige odds, så får du dine penge igen 200 gange, hvis du spiller på, at Pia Kjærsgaard bliver statsminister, og DF-lederen rent faktisk får posten.