Ritzau
Opdateret kl. 06:29
En 72-årig fisker, der tirsdag aften blev eftersøgt af Østjyllands Politi, er fundet druknet efter en sejltur i en jolle.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse. Manden blev fundet i området omkring Knebel Vig på det sydlige Djursland.
Fiskeren blev klokken 17.30 tirsdag meldt savnet af en ven, der ikke havde hørt fra ham. Det er dog uvist, hvornår manden sejlede ud.
- Det er mellem 11.30 og til vi får anmeldelsen 17.30, sagde vagtchefen ved Østjyllands Politi, inden politiet havde fundet den omkomne mand.
Mens helikopterne ledte efter den forsvundne, ringede et vidne til politiet.
- Han havde set en jolle, der var drevet i land og havde fortøjet den, lød det tidligere fra vagtchefen.
Jollen viste sig at tilhøre den 72-årige. Også fiskerens bil er fundet.
Politiet betragter ikke dødsfaldet som mistænkeligt, og mandens pårørende er underrettet.
/ritzau/