Fire personer menes at være omkommet, efter at en amerikansk militærhelikopter er styrtet ned i det østlige England.
Helikopteren var lettet fra den amerikanske militærbase RAF Lakenheath, da den under en rutinemæssig træningsoperation styrtede ned i den nordlige del af Norfolk.
Politiet i Norfolk mener, at fire personer er dræbt i ulykken, og et større område er blevet spærret af omkring ulykkesstedet.
En talsmand for den amerikanske militærbase ved ikke, hvor mange mennesker der var om bord på helikopteren, da den forulykkede. Det er også uklart, hvorfor helikopteren styrtede ned.
Storbritannien har de seneste dage været ramt af stormvejr, men det er den vestlige del af landet, der har været hårdest ramt.
Syv mennesker er omkommet i uvejret siden jul, mens omkring 250.000 hjem har mistet strømmen på grund af de kraftige vinde, skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/Reuters